Historien

San Fabiano Godset

Beliggende på Chiantis bjergskråninger med udsigt over middelalderbyen Arezzo i Toscana, ligger vinmarkerne og godset tilhørende grev Gian-Luigi Borghini Baldovinetti de Bacci.


Der gemmer sig en flere århundreder lang og spændende historie bag de fremragende vine som grev Borghini Baldovinetti de Bacci producerer på det smukke vinslot. 


Vinslottet ligger omgivet af 950 ha vinmarker og olivenlunde i ca. 300 meters højde på den gamle handelsrute fra romertiden. Handelsruten gik fra Adriaterhavskysten, skar igennem hele dalen, klatrede over bakkerne i Casentino og passerede gennem Arezzo og videre til Firenze. Denne dal var under feudal kontrol af flere store familier i Arezzo, blandt andre Bacci-familien. Langs denne rute, som passerer lige uden for byens mure, kan man stadig se udkigstårne og gamle betalingsbomme, der viser Arezzos strategiske værdi og betydning for handelen helt tilbage fra romertiden 


Det første dokument, der beviser eksistensen af vinmarker på ejendommen er dateret helt tilbage til 1416. Vores forfader, Francesco de Bacci, frasolgte dengang en vingård der hed Piocaia og de tilhørende vinmarker for at få råd til at finansiere de kalkmalerier, han ville have, at der skulle males i familiens kapel (Capella de Bacci) i San Francescobasilikaen i Arezzo. Francesco de’ Bacci ønskede, at kalkmalerierne skulle males af datidens berømte og dygtigste freskomaler Piero della Francesca og han var ikke billig!


I dag står grev Gian-Luigi Borghini Baldovinetti de Bacci for vinproduktionen i samarbejde med sin søn Averardo. San Fabiano vinene er i dag et referencepunkt, når man taler om italiensk vinfremstilling af højeste kvalitet og vi er derfor også meget stolte af at være blevet forhandlere af vinene i Danmark.

Familien - den danske forbindelse


Vores oldemor Johanne (født Pedersen) – der var dansk - rejste i begyndelse af 1900 tallet til Rom for at arbejde i huset hos en italiensk familie. Hun forelskede sig hovedkulds i sønnen af  huset, Ettore Bacci. Ettore arbejdede som kriminalbetjent i Roms politi. Kærligheden var gengældt og de giftede sig og fik tre børn, hvoraf Anna Maria Bacci født i 1911 er vores farmor.


Da første verdenskrig brød ud blev vores oldefar indkaldt som soldat og vores oldemor rejste til Danmark med de tre børn. De flyttede ind hos oldemors søster i Odense for at afvente krigens afslutning, så de kunne rejse tilbage til Rom. Børnene begynder at lære dansk og gå i dansk skole. Desværre døde vores oldemor af den spanske syge kort tid efter ankomsten til Danmark. Vores oldefar sad i nogle år som krigsfange i Rusland. Heldigvis kunne  vores farmor og hendes 2 brødre få lov til at blive boende hos deres moster i Odense.


Da krigen sluttede kom oldefar tilbage til Rom, hvor han genoptog sit arbejde som kriminalbetjent. Han giftede sig på ny og ønskede at få sine tre børn tilbage fra Danmark. Vores farmor og hendes brødre kunne nu både italiensk og dansk, men fik svært ved at falde til i Rom. Flere gange måtte oldefar lede i Roms gader efter farmor, da hun ofte løb hjemmefra


Efter en tid opgav oldefar at få børnene til at falde til i Rom, hvorfor de blev sendt tilbage til mosteren i Odense, hvor de voksede op.


Bacci våbenskjoldet


Vores farmor havde et våbenskjold med sig fra Italien, som vores far fik. Farmor blev gift i Danmark med vores farfar og de fik  vores faster Grete og vores far Mogens. Vores farmor døde i 1993.


Vi har i familien altid spekuleret på  - og lavet sjov med - om det våbenskjold var ægte, eller om det var èt som oldefars familie på et tidspunkt havde købt, da mange italienske bystater i slutningen af forrige århundrede solgte adelspatenter, når de manglede penge. Neden under våbenskjoldet er der en længere tekst på italiensk, hvor byen Arezzo i Toscana er nævnt og at slægten i øvrigt  stammer tilbage fra det 11.århundrede.

I november 2015 tog vores far til Arezzo med det formål at prøve at finde ud af historien om våbenskjoldet.

Til vores store overraskelse fandt han familien og en hyggelig og imødekommende ”Grev Bacci” hvis fulde titel og navn er: il Conte Gianluigi Borghini Baldovinetti de Bacci.


Vores far blev vist rundt og fik fortalt om Bacci-slægtens historie. ”Baccierne” havde fra begyndelsen af renæssancen i  det 14.århundrede kæmpet sammen med Medicierne  (de pavetro ) mod Ghibelinerne (de kejsertro). Medicierne  der regerede i Firenze vandt. Et dokument fra 1424 viser denne tilknytning, der førte frem til, at slægten blev adlet.


BACCI VINE

Bacci Vine ApS - info@baccivine.dk - CVR: 16656089

Copyright 2018 Bacci Vine